|
Matias Escudero Seibæk (f. 1981) har studeret på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium siden 2000. I 2006 blev han optaget i DKDM's solistklasse, hvorfra han debuterede i 2009. Her modtog han undervisning af professor Gert Mortensen, Gert Sørensen og Morten Friis.
Matias Seibæk assisterer i flere danske orkestre, bl.a. DR Radiosymfoniorkestret, Radioens Underholdningsorkester, Odense Symfoni Orkester og Aalborg Symfoni Orkester og har også været kontraktansat i Det Kgl. Kapel.
Matias Seibæk optræder jævnligt som solist. Han har f.eks. optrådt på den 5. International Contemporary Music Festival "Darwin Vargas", Summer Tonar samt været solist i Anders Koppels Marimba-koncert nr. 1 med Sjællands Symfoniorkester.
Matias Seibæk er også en meget aktiv kammermusiker bl.a. med ensemblerne Figura, Mad Cow Sing og det færøske Aldubaran. Han er desuden medlem og medstifter af In Evidenza Ensemblet.
Matias Seibæk har undervist på flere forskellige musikskoler. Han er desuden gæstelærer i slagtøjsklassen på Universidad Catolica de Valparaiso i Chile.
"Jeg har altid været meget glad for at undervise og følge hver enkelt elevs udvikling. I min undervisning fokuserer jeg på elevens individuelle behov med udgangspunkt i spilleglæden. De to vigtigste ting i min undervisning er, at lære eleven de korrekte tekniske færdigheder og give dem en forståelse for sammenspil med andre musikere. "
|